Jeg laver da lige en blog, tænkte jeg, og blev af min coach udfordret til at få lavet OG offentliggjort et indlæg i denne uge. Jamen det gør jeg da bare, og jeg har været langt omkring i tankerne.
Det første indlæg fungerer som regel som hjørnestenen på en blog. Altså det indlæg, der definerer resten af bloggens indhold. Den tese vil jeg gerne udfordre lidt, da min blog med tiden kommer vidt omkring.
Jeg må indrømme, at bloggen her sikkert kommer til at lugte lidt af, at jeg har nogle børn, der fylder dejligt meget i mit liv, og det er dét, første indlæg bliver om: Børn. Og så lidt om veninder. 😉
Børn er virkelig gode til at netværke for forældre. De får legekammerater og forældrene lærer hinanden og kende via arrangementer i skole og dagtilbud. Nogle forældre svinger man bedre med end andre, og det er på alle måder helt i orden. Vi skal lære vores børn rummelighed og gå foran i at ”kunne være i samme stue”, selvom vi ikke altid er enige. Jeg har lært de mest fantastiske mennesker at kende gennem mine børn. De vil sikkert blive nævnt med eller uden navn senere her på siden.
Jeg har desuden en skøn veninde, jeg har haft siden folkeskolen. Man skulle tro, vi havde planlagt hendes og hendes mands forældreskab med mig og min mands sæt efternølere; vi nedkom med 9 dages mellemrum med hver en pige, så der er delt mange erfaringer og meget tøj er sendt videre fra min store pige, til hendes lidt mindre pige. Vi kalder vores piger ”tvangsveninder” fordi de lidt er tvunget til at ses, når vi mødre mødes (alt for sjældent – men det er der heldigvis råd for). Jeg nævnte for min veninde, at jeg ville starte en blog om forældreskab og de forbudte tanker, det kan medføre – dog uden at få kommunen på nakken – og stress, depression mv, fordi det har hjulpet mig ovenpå at læse om andres rejser gennem svære tider i livet, så måske kunne mine erfaringer hjælpe andre også.
Min veninde, som altid tror på mig og bakker mig op, selvom mine idéer kan virke meget flyvske, rakte ud til mig i weekenden. En sms tikkede ind med en beskrivelse af en følelse af, at alt modarbejdede hende og hun bad om at jeg sendte positive vibrationer/energi til hende. Hvad hun ønsker skal hun få, for hun er virkelig værdifuld for mig, og jeg kan ikke bære at se hende have det så svært. Hun har været i en virkelig svær tid med syge børn og manglende overskud. Mine egne børn er sjældent ramt af andet end en snotnæse, men jeg kan godt sætte mig ind i, at når det ene barn afløser det andet med snot, hoste, opkast og hvad de kære små ellers slæber med hjem fra dagtilbud, så er det en udfordring at få arbejde og hverdag til at gå op. Hvis tur er det til at blive hjemme, enten med barn syg eller hjemmearbejdsdag? Det tærer på energien og som en energiforladt mor, kan jeg i allerhøjeste grad fornemme frustrationen hos hende. Oveni er hun ved at lande i, at deres søn har et medfødt handicap, som de endnu ikke kender omfanget af. Jeg har selv ”diagnosebørn” i et lidt andet omfang, så jeg ved, hvor frustrerende og skræmmende det er, for man vil altid det bedste for sine børn, og man vil altid ”være der for dem”. Dette får sin egen post en anden gang, men lige nu vil jeg bare gerne anerkende, at det er møghårdt at få et barn, der ikke passer ind i samfundets kasser og at ens liv pludselig bliver vendt på hovedet, og man skal lære at tage nogle helt særlige hensyn.
Jeg kan, mens jeg skriver dette, mærke at jeg har haft hovedet langt oppe i r*ven på mig selv, eller haft travlt med navlepilleri i højeste potens, for jeg kan da mærke at jeg lige nu sidder og får ubeskrivelig dårlig samvittighed over ikke at være der mere til støtte for hende. Jeg kan altid lægge øre til en verbal gang voksen”opkast” over hvor latterligt hårdt det er at have børn. Her kan jeg så også se og mærke, at de tager enormt meget tid, de små. Især hvis de har brug for meget faste rutiner og ikke kaperer alt for mange weekendture og lignende. Det giver lidt udfordringer i forhold til at få plejet venskaber. Heldigvis er nogle venskaber stærke nok til at kunne klare pauser, men planlægning skal prioriteres med børn, når man som voksen gerne vil ses med venner.
Selvom de er dejlige og søde, børnene, så er det også bare vildt hårdt. Indimellem har man så gu’ lyst til at aflevere dem et andet sted og gå hjem og gemme sig. Lige indtil de så brillierer med en sjov bemærkning, et smil eller noget andet, der gør dem til lige netop dét specielle lille menneske, som man elsker så højt. Så kommer følelsen af kærlighed frem igen sammen med den dårlige samvittighed over at have tænkt, at de ville være bedre stillet et andet sted, end lige her i ens egne arme.
Tilbage til tidligere nævnte sms: Min veninde skrev desuden, at hun havde tænkt på den blog, jeg havde nævnt. Og det blev så inspirationen til at komme i gang med at få skrevet lidt.
Sidste år var jeg til en cacaoceremoni hos Maria Zofia Moon i Prana Yogastudio i Holbæk. Det var tre timers guidet meditation og mit første møde med den form for seancer. Jeg var efterfølgende helt svævende og afslappet (ovenpå en lang periode med stresssymptomer). Jeg gik på bare tæer i græsset og nød bare at VÆRE. Jeg ringede sammen med førnævnte veninde og min ro og glæde smittede af på hende. Derfor bad hun mig om energi her i weekenden – fordi jeg tidligere har kunnet sende lidt godt hendes vej. Og nu mærker jeg så, at også dét vil få en plads her på bloggen; mit energiarbejde med mig selv og hvordan det kan deles ud.
Og det hele starter med en kær ven. Værn om de kære venner og veninder, der kender alle dine sider. Dem, der kan tåle at du ikke er tjekket og samlet. Dem, der rækker ud til DIG, når De ikke er tjekkede.
Tak fordi du læste med så langt. Jeg håber med mere skriveerfaring at få lavet lidt mere flydende og ordnede indlæg. Endelig kom med input til ønsker om emner I vil høre mere om, eller feedback på dette.